Museum Salling skal finde besparelser på driften for 2023


Hastigt voksende energi- og forbrugspriser kræver besparelser.

 

Skive Museum er opvarmet med naturgas – og med risiko for endnu større udgifter til lys, varme m.m. i vinteren har museumschef Per Lunde Lauridsen valgt – undtagelsesvis – at vinterlukke Skive Museum fra 1. december 2022 til 31. marts 2023

 

Ligesom nogle kommuner og andre museer der lukker ned nogle dage i ugen eller fuldstændig over vinteren, er Museum Salling også nødsaget til at vælge denne løsning.

 

Vi vil gerne spare på energien og bidrage til mindre forbrug af fx naturgas – så den går til især private hjem, sygehuse, plejehjem og lignende – og derigennem bidrager med vores lille del til at holde prisen på naturgas nede.

 

Men det er primært for, at spare på udgifterne, så vi ikke – som fx et stort museum som Museum Sønderjylland – bliver nødt til at skære ned på medarbejdere eller medarbejdertimer.

 

Samtidig er Skive Museum i anlægsperioden for Kunsttrappen og Banestien blevet meget mindre tilgængelig. Byggepladsens afskærmning gør det umuligt at anvende museets normale indgang.

 

”Vi er kede af at skulle tage denne beslutning – vi vil jo allerhelst have gæster på Skive Museum – men vi håber på forståelse” udtaler museumschef Per Lunde Lauridsen.

 

Udstillingerne bliver forlænget, så fx den forholdsvis nyåbnede ”Hvem er vi? – Hvem var vi?”- udstilling kan ses i november 2022 og igen fra 1. april 2023.

 

Andre formidlingstiltag vil blive tilpasset situationen og vi finder nye veje. Coronaen har om noget lært os at være endnu mere fleksible og nytænkende, i forhold til hvordan vi når ud med vores historier og formidling.