Sølvskatten fra Hesthave


Sølvskatten fra Hesthave

I slutningen af vinteren 2021 gjorde detektorgruppen \”Guldhornene\” fra Lem endnu et skattefund fra vikingetiden. Fundet er gjort i Vestsalling mellem Rødding og Balling. Flere afsøgninger med detektor og en mindre udgravning på stedet har gjort, at vi i dag står med en af de største sølvskatte med Hedebymønter fundet i Danmark.

Sølvskatten består af mere end 200 af de såkaldte Hedebymønter. De er præget under vikingekongen Harald Blåtand i tiden omkring 940-60 e.Kr. Hver enkelt sølvmønt er papirtynd og vejer stort set ingenting: 0,3-0,5 g. Der er også andre typer af mønter i fundet bl.a. klip af arabiske Dirhems.

Vi har fået Nationalmuseets tilladelse til at vise fundet frem på Skive Museum, inden det bliver afleveret til Danefæ-vurdering.

Udstillingen kan ses på Skive Museum fra den 26. august til den 23. oktober 2022.