Kunsthistoriens store mestre: Matisse


Kunsthistoriens store mestre: Matisse

Foredraget, som finder sted onsdag den 30. november kl. 19.00 på Skive Museum, er det sidste i efterårets foredragsrække om de store mestre i kunstens historie: Cézanne, Gaugin og Matisse. Foredragsholder er kunsthistorikeren Signe Jacobsen.

 

HENRI MATISSE (1869-1954)

Matisse er en af det 20 århundredes store mestre, og hans indflydelse kan kun sammenlignes med den samtidige Picassos. Matisse kendes bedst som maler, men han arbejdede også med skulptur og grafik. Han videreførte især Cézannes og Gauguins landvindinger i en personlig og dekorativ retning. Hans intense kolorisme og raffinerede og forenklede tegning blev hans særegne kendetegn. I de første årtier af det 20. århundrede regnedes han for det førende medlem af Les Fauves (de vilde dyr), hvis sprælske kunst revolutionerede store dele af den moderne kunst i det øvrige Europa. Foredraget viser Matisse i sammenhæng med hans indflydelseskilder og samtidige og give eksempler på nogle af dem, der lod sig inspirere af ham.

Foredragsrækken er arrangeret af Skive Kunstforening og Folkeuniversitetet i Skive og afholdes på Skive Museum, Havnevej 14 i Skive. Pris pr. foredrag er 100 kr., som betales ved indgangen (gratis for medlemmer af Skive Kunstforening).

Foto:

Henri Matisse, Portræt af Madame Matisse (Den grønne stribe), 1905, olie og tempera på lærred, 40,5 x 32,5 cm, Statens Museum for Kunst, Kbh.