Kunsthistoriens store mestre: Cézanne


Kunsthistoriens store mestre: Cézanne

Foredrag om Cézanne på Skive Museum onsdag den 5. oktober kl. 19.00.

Den populære foredragsrække om de store mestre i kunsthistorien fortsætter i efteråret på Skive Museum, denne gang med tre franske kunstnere, som alle har haft stor betydning for kunstens udvikling i moderne tid: Cézanne, Gaugin og Matisse. Foredragsholder er kunsthistorikeren Signe Jacobsen.

Cézannes kunst

Det første foredrag i rækken afholdes onsdag den 5. oktober og handler om maleren Paul Cézanne (1839-1906). Cézanne startede ud i impressionismens flygtige sanseindtryk, men fortsatte ad helt nye veje: Han var besat af at skabe en fast sammentømret komposition, hvor hans tilnærmelsesvist geometriske former viser hen til hans store forbillede fra 1600-tallet, Nicolas Poussin. Hermed ønskede han at sikre billedkunstens eviggyldighed. Det småtskårne, detaljerede eller overfladisk anekdotiske og flygtige har ingen plads hos Cézanne. Han bliver den store inspirator for kunsten i det 20. århundredes første årtier og for tilblivelsen af det, vi forstår ved \”den moderne kunst\”. Vi ser på Cézannes livsværk og det, der inspirerede ham – og med eksempler på dem, HAN inspirerede.

Gaugin og Matisse

De to øvrige foredrag i rækken finder sted i november. Den 2. november handler foredraget om Gaugin, den 30. november om Matisse.

Foredragsrækken er arrangeret af Skive Kunstforening og Folkeuniversitetet i Skive og afholdes på Skive Museum, Havnevej 14, Skive. Pris pr. foredrag er 100 kr., som betales ved indgangen (gratis for medlemmer af Skive Kunstforening).

 

Foto:  

Paul Cézanne (1839-1906): Mont Sainte-Victoire. Ca. 1890.Olie på lærred, 65 x 95 cm, Musée D’Orsay, Paris