Fredede fortidsminder
Fredede fortidsminder i Skive Kommune.
Der findes omkring 750 fredede fortidsminder i Skive kommune. Hovedparten er gravhøje, der kan ses rundt omkring i landskabet som markante historiske markører. Tænk blot på gravhøjen ved Skive Kaserne, Bruddalshøje ved Højslev, Bjørnshøje ved Glyngøre eller Bette Jenses Hyw på Fur.
| ![]() |
| Fredet høj Nautrup sogn | Sallingholm voldsted 2010 |
Der er også andre typer af fredede fortidsminder f.eks. skibsnausterne ved Harre, voldstederne Krøgeborg ved Krejbjerg og Sallingholm nord for Åsted, samt køkkenmøddingen i Krabbesholm Skov.
Alle fredede fortidsminder har en beskyttelseslinie på 100 m og en dyrkningsfri beskyttelseszone på 2 m. I dag er det Skive kommune, der behandler ansøgninger om dispensation i forhold til beskyttelseslinierne, mens Kulturarvsstyrelsen varetager det juridiske og forvaltningsmæssige ved tilsynsopgaven.
I Skive kommune varetages tilsynet af de fredede fortidsminder af Museet for Thy og Vester Hanherred. I disse år foretages tilsyn med alle de fredede fortidsminder i Danmark. Formålet er udover at vurdere højenes tilstand, digitalt at opmåle højene og sikre, at højene er præcist afsat på kort.
Skive Museum, Arkæologisk afdeling modtager i dag flere henvendelser fra kommunens borgere om lovovertrædelser i forbindelse med de fredede høje. Som oftest drejer det sig om dyr, der græsser på højene, 2-m zoner der ikke overholdes eller steder, hvor gravhøjene anvendes til at stille kasserede maskiner. Vi reagerer på anmeldelserne ved at besigtige stederne, men behandler ikke fredningssager.
| |
| Rodebutik ved fredet høj i Nautrup | Der graves tær på fredet høj ved Roslev |
Tilsynsmuseum i Skive kommune:
Museet for Thy og Vester Hanherred,
Jernbanegade 4,
7700 Thisted.
tlf. 9792 0577.
mail: bib@thistedmuseum.dk
På Kulturarvsstyrelsens hjemmeside findes folderen ”Hvis du har en gravhøj”, samt retningslinier for tilsynet med de fredede fortidsminder. Link:
2. januar 2011

